Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2004
Fra gulerødder til væksthæmmere
Statens refusionsordninger af kommunernes kulturbudgetter skifter fokus. Stærkere kommuner skal klare sig selv
I Kulturministeriets første 30 år var decentralisering en vigtig målsætning. For at opmuntre kommunerne til at tage kulturpolitiske initiativer etablerede man en række såkaldte gulerodsordninger, hvor Staten refunderede store dele af de kommunale merudgifter. Væksten i egnsteatre, folkebiblioteker, museer, landsdelsscener, landsdelsorkestre, musikskoler blev igangsat gennem Statens refusionsordninger.
Statens forsøg på at styre egne udgifter har i det seneste tiår begrænset disse gulerodsordninger. Procentrefusioner er typisk erstatttet af faste beløb. Men i Kulturministeriets officielle retorik indgår den Statslige økonomiske forpligtelse fortsat som et middel til at føre kulturpolitik.
Hvad øjet ser...
Strukturkommissionens betænkning viser, at Staten nu er ved helt at skifte syn på refusionsordningerne. I betænkningens kulturafsnit opregnes styrker og svagheder ved den nuværende organisering af kulturområdet. Den væsentligste svaghed er, at:
De regionale/lokale kulturprioriteringer påvirkes af muligheden for at opnå statslig medfinansiering.
At markere dette som en svaghed er interessant. Hidtil har selve meningen med den statslige medfinansiering netop været at påvirke de lokale kulturprioriteringer. Staten havde ikke etableret refusionsordningerne, hvis man ikke mente at man kunne påvirke kommunerne positivt. Refusionsordningerne er således i den statslige optik skiftet fra at være en styrke til en svaghed.
Det ændrede synspunkt kan i høj grad ses som et resultat af det øgede fokus på udgiftsstyring. Dertil kommer, at større og styrkede kommunale enheder naturligvis bedre vil kunne varetage egen prioritering, uden assistance fra Staten. Større kommuner og amter må derfor resultere i mindre refusion fra Staten.
Gråzoner vil bestå
Den daglige politiske praksis vil dog blive sat på prøve. Eksempelvis har folketingspolitikere fra mange partier udtrykt ærgelse over, at man ved den nye Bibliotekslov ikke har sat "hegnspæle" om den efterfølgende forøgelse af bloktilskud begrundet i biblioteksloven. Denne debat vil muligvis kunne afværges med henvisning til, at det netop er de mindste kommuner som har haft sværest ved at løfte den nye bibliotekslov. En kommende kommunalreform vil derfor tage spidsen af den konkrete debat. Men vi vil givetvis igen opleve frustrerede lovgivere, som ikke har magt til at tvinge kommuner til at gennemføre de forudsatte målsætninger.
I betænkningen nævnes yderligere en svaghed i den nuværende struktur, nemlig at der er mange kompetencemæssige gråzoner i kulturpolitikken; områder, hvor det kan være vanskeligt at gennemskue, hvem som egentlig er kompetent myndighed. Dette er især et problem på de områder hvor flere niveauer finansierer de samme aktiviteter.
At man i betænkningens oversigter på kulturområdet har valgt at placere små storbyteatre blandt de nuværende amtskommunale opgaver, vidner vel primært om, at den nuværende struktur kan være vanskelig at gennemskue - selv for kompetente betænkningsskribenter.
